Galleri

Fakta om H783

Elementær damp

Om hjemmesiden

Hjem

Sommer 2011

I 2011 har H783 ind til videre været sat i baggruden, da S736 fortsat gennemgår en større operation med udskiftning af nogle støttebolte og nagler. Oven i dette bliver kedlen til HS415 (som hører til på museet i Odense) revideret i Roskilde. Den får nye kedelrør og et helt nyt røgkammer (da det gamle røgkammer var ædt op af rust i bunden). Gangtøjet bliver ligeledes revideret i Roskilde. Planen er at montere alle amaturer på kedlen og levere den varm-trykprøvet tilbage til Odense. Det vil sige, at når arbejde på S736 er afsluttet, flytter de personer som i øjeblikket ikke arbejder på kedlen til HS415 deres ressourcer til netop HS415, så den kan "komme ud af butikken" igen. Og så skal vi ikke glemme 'Odin', som venter i kulissen.

Det har ikke udelukkende været dovenskab som har været årsagen til, at jeg ikke har fået opdateret hjemmesiden. Der er ganske enkelt ikke sket noget med H783. Og alligevel jow. Vores flittige "postmand" har malet rammen til H783 sort, og det har han gjort udmærket. En skønne dag bliver det til et lokomotiv igen. Som han siger: "Vi skal bare have den færdig, så vi kan lave et rigtig lokomotiv", og så tænker han vist på...P917...! 

Se billederne af den sorte ramme længere nede


Januar 2011

Opgaven med at sætte nye støttebolte i H783 er begyndt i januar 2011. Lidt over 100 støttebolte udskiftes. Støtteboltene sidder mellem fyrkassen og fyrkassekappen i en afstand af 100mm. Støtteboltenes opgave er ganske enkelt at fastholde fyrkassen i sin position og give plads til vand rundt om fyrkassen. I langt størstedelen af de damplokomotiver som kørte i Danmark var fyrkassen bygget af kobber, fordi kobber har en god varmeledningsevne og er et blødt materiale. Uheldigvis udvider kobber og jern sig ikke ens ved opvarmning, hvorfor støtteboltene udsættes for store trækpåvirkninger. Under tiden sker det, at en støttebolt knækker af metaltræthed. Desuden vil der langsomt ske en bortbrænding af støtteboltens "hoved", som stikker ind i fyrkassen. Dette gælder især for de støttebolte, som sidder hvor flammerne slikker langs siderne - populært kaldet ildzonen. Til vores held har H783 ikke været benyttet særlig meget efter at lokomotivet har været til sit sidste store eftersyn i driften. Det lader - i vores øjne til - at en del dårlige støttebolte har været udskiftet op til hensættelsen af H783 i begyndelsen af 1960erne. Vedrørende de støttebolte som bliver skiftet denne gang kan tilføjes, at de gamle gevind i cirka halvdelen at hullerne havde samme diameter som ved fyrkassens oprindelse, hvilket giver et indtryk af, at de aldrig har været skiftet/boret op. Fyrkassen på H783 har imidlertid været ombygget på et tidspunkt, hvorfor et antal støttebolte i "originalt" mål ikke kan forventes at være fra kedlens byggeår men derimod fra dens ombygning. Støtteboltene er som navnet siger en bolt med gevind i enderne og neddrejet liv på midten. For at en knækket støttebolt kan opdages, når der er damp på kedlen, bliver støtteboltene gennemboret. I det tilfælde, at de revner, vil dampen trænge gennem revnen og ud gennem hullet i midten. Ofte bliver de "proppet" i den ende som ikke er synlig - ofte på kedlens ydersider. Derved vil fyrbøderen opdage en lille dampstråle inde i fyrkassen, når en støttebolt er knækket eller revnet. 

Fra Peter Rasmussen har jeg modtaget følgende beskrivelse af hans metode til udskiftning af støttebolte

Knækkede og støttebolte med afbrændte hoveder lokaliseres, og de afmærkes "inde og ude"

Møg fjernes fra hullerne med murbor og tryklufts pistol.

Da overfladen på støttebolten med tiden er blevet hærdet, udglødes den på "jernsiden

Herefter bores den ud fra jernsiden ca 30 mm ind i støttebolten, med et 22,5 mm bor til en støttebolt på 26mm

Den gamle støttebolt "brændes" væk i kobberet så den er fri af fyrkasssen.

Med luftmejsel slipper støttebolten herefter gevindet i jernsvøbet så den med en luftdorn kan "skydes" ind i kedlen for så senere at kunne fiskes ud fra renseklapperne.

Hullerne renses først med en slidt 28 mm rival/snittap så størrelsen på næste snittap kan bedømmes.Gevindet i kobberet skal være helt rent og uden nogen skader.

Herefter laves der gevind til den nye støttebolt - på H 783 er de nye størrelser på de 118 nye støttebolte; 28mm = 58 stk, 29mm = 37 stk, 30mm = 18 stk samt 5 stk = 31mm. I nye fyrkasser er gevindet 26mm så over halvdelen af de skiftede støttebolte bliver skiftet for første gang i den kedels levetid.

Hullerne opmåles så der er 9mm ude i fyrkassen samt 3 mm ude på svøbpladen.

Hullerne fedtafrenses da det giver en øget chance for tæthed.

De nye støttebolte iskrues.

Første opdorning sker fra fyrkassen. Dornen "skydes" 10mm ind i støttebolten.

Herefter sker der en opdorning fra svøbsiden, og her skydes dornen 6mm ind i støttebolten.

Påny dorning fra fyrkassesiden med 3 raske slag fra lufthammeren.

Som det sidste skal støttebolten bertles. Den skal bertles så jernet har helt kontakt med kobberet uden at kobberet bliver "mast".

 

----Tak til Peter!---

Forreste trækkasse på lokomotivet er under istandsættelse. Den ene evolut-fjeder var faldet sammen, og der var tæring i flere plader/vanger. Der var derfor grund til at "åbne" trækkassen for at se, hvor omfattende skaderne var. Vi har bygget to nye vanger, og styret til lejet til de to bladfjedre (som  forløberen er ophængt i) skal fræses på grund af slid. Vi har skiftet et stykke af trækkassens bundplade.

Efter en længere pause har vi nittet bagenden af rammen, hvorpå forlængelsen til førerhusgulvet skal boltes.

Lokomotivrammen har fået rød grundmaling flere steder. Det er ikke meningen, at H783 skal have rød undervogn. Den røde grundmaling er "rester" fra 'Odin-projektet'. hvor der løbende grundmales mindre emner. Disse rester bliver tørret af på H783.

 

Forenklet fremstilling