Ikke-kategoriseret

Opdatering 03-08-2025

Kære H783-venner

Overskyet men primært tørt vejr i Gedser i dag – omkring 17 grader. Temperaturen passer fint til til tider fysisk hård pladearbejde.

Planen var at færdigsvejse pladerne til højre for kulkassen og planen blev da også fulgt i et par minutter. Så kom Martin og måtte konstatere, at vores CO2/Argon gasflaske ikke indeholdt mere af den til svejsningen nødvendige gas. Øv! Men der var utvivlsomt lukket for gassen da vi forlod flasken sidst – ellers havde der end ikke været nok gas til at svejse omtalte 15 cm. Nå – men op på hesten igen: Vi får leveret en ny flaske i løbet af ugen og den skulle så indeholde nok gas til at vi kan færdigsvejse tenderkassen. Men ærgerligt med endnu en udgift, nu hvor indkøb af grunder og maling står for døren……..

Hvad gør man så når man er 180km hjemmefra? Jo: Først og fremmest efterkom vi Uffe fra Gedser Remises ønske om at afmontere et skilt ved det gule palæ. Det blev hurtigt efterkommet og skiltet er nu opmagasineret – på magasinet 😊

Ellers fik vi – synes vi selv – den gode ide at arbejde lidt på forskud. Dvs. vi skar pladerne til at lukke det hul over kulbakken, vi måtte skære sidst pga rust og bulet plade. Da overkanten af denne plade udgør inspektionsklappernes nederste karm, valgte vi midlertidigt at genmontere inspektionsklapperne og ellers tilpasse pladerne. Da vi ikke kunne hæfte repstykkerne, måtte skruetvinger tages til hjælp. Og efter lidt tilpasning så passer det hele perfekt og skriger bare på at blive svejst fast.

Ovenpå de plader i højre side, vi ville have svejst fast i dag, sad/skal der sidde et løftebeslag. Det blev afmonteret af den rustne bortskårne plade med skærebrænder og endeligt ”befriet” med den store vinkelsliber. Det er nu klar til at indtage sin plads på den nye friske plade.

Martin fandt for nyligt 2 rusthuller lige over gangarealet i kulkassens lodrette plader. Ligesom flere andre er de opstået, fordi der har ligget uanede mængder af rustskaller og skidt, der har holdt på fugten, der udgør formidable forhold for rust. Det første hul er skåret fri for rust – det andet følger næste gang. Så skal der skæres to reparationsplader til og svejses fast, hvorefter hullerne er fortid.

I løbet af ugen leveres der friske forsyninger af svejsegas – der er nok plader, der trænger til hæftninger og svejsesømme. Men det er stadig opnåeligt at have en grundet og malet tenderkasse inden vinter. Vi er spændte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *