Opdatering 05-04-2026
Kære H783-venner
Så blev det påske – og ingen påske uden arbejdsdag i H783-gruppen. Vejret bliver varmere, men med dagens stormvejr også over Falster føltes det en del koldere end det var.
Efter Peder sidste gang blev færdig med at svejse hullet i bunden af vandkassen til – og garanterer, at dette nu er vandtæt – besluttede vi at gå i gang med de sidste hængepartier inde i vandkassen.
I husker, vi måtte udskifte 2 stk kvartkugler der udgør udvendige trin i venstre side. Dette skete for nogle år siden, men for at være helt sikre på at svejsningerne i denne forbindelse også er helt vandtætte, blev svejsesømmene svejst op også indefra. Der er noget bekræftende over det, når man udefra kan følge varmen, der farver pladen blå forenden af svejsepinden.
Samme omgang fik lappen, der lukker hullet efter vandstandsviseren, der desværre ikke er på tenderen mere.
Og tilsidst gik vi i gang med at forbinde 8 lodrette indvendige afstivninger med de nye skvulpeplader. Der blev svejst lapper i, så afstivningen nu er helt retableretet.
Der er et hængeparti på 3 lodrette afstivninger, der skal have samme omgang næste gang, ligesom 3 stk (samt eventuelt flere) ”inspektionshuller”, som ”nogle” frivillige borede i Roskilde for at konstatere pladetykkelserne, skal svejses til.
Når dette er på plads skal vi for alvor arrangere sandblæsning og maling af tenderkassen. Dette indebærer aftale formanden for Gedser Remise, hvor dette kan finde sted, arrangere løft af kassen ned fra rammen over på deployere, aftale tid med sandblæser og maler m.v.