Opdateringer

Opdatering 18-05-2025

Kære H783-venner

Forårsagtigt vejr i Gedser i dag: Op til 18 grader, varmere udenfor end inde i remisen, sol, skyer og endda lidt regn.
Vi kom lidt senere i gang i dag da Martin havde fået en kollega til at køre sin svendeprøve til Gedser på en trailer. Hastighedsbegrænsningen er 80 km/t på motorvejen, så det tager ekstra tid.

Svendeprøven går ud på et nydeligt udført skinnekøretøj i form af en dræsine. Indtil videre er den forsynet med gummihjul og bestemmelserne til prøven i form af maksimumsmål har gjort, at den først senere kan forsynes med jernbanehjul og så skal omspores til de velkendte 1435mm, så den kan komme ud på banen også. Men indtil videre afventer den den videre færd.

Naturligvis skulle kollegaen have en rundvisning og inden vi fik set os om, var der 3 timer til ”gå hjem tid”. Så vi nåede i dag kun følgende:

Martin var ikke tilfreds med dele af svejsningerne på tenderens gåareal, der var blevet sat sidste gang. Han ”hyggede” sig så med at slibe ned i de gamle svejsninger, så der kan lægges en ny (og pænere) næste gang.
Jeg selv fortsatte i højre side med at skære rusten plade ud – igen uden at beskadige afstivningerne nedenunder. På nuværende tidspunkt mangler der ”kun” at blive skåret 50cm rusten plade ud – et arbejde der besværliggøres af, at vi skal afmontere et par håndbøjler først. God vi har fyldt vores beholdning af ilt op, så vi kan varme de rustne møtrikker op for at kunne tage dem af. Meres herom næste gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *