Opdateringer

Opdatering 05-09-2021

Kære H783-Venner
Sommerferien er forbi og det nye familiemedlem i form af 1 stk hundehvalp – Beaglen Bertha – er nu integreret så meget, at jeg igen har været til arbejdsdag i Gedser. I dag med Peter, Peder og Martin Kjær. Sidstnævnte formidlede før sommerferien en gave fra hans Produktionsskole i form af endnu et svejseværk og fik efter mødet med Peter W. lyst til at være med. I dag var så Martins debut som jeg tror, vi alle sammen synes var hyggeligt og trænger til adskillige gentagelser. Dejligt med endnu en udvidelse af skaren af frivillige.
 
Før sommerferien fik vi løftet lokomotivrammen i spor 2. Desværre viste det sig, at Gedser Remise nu skal have adgang gennem spor 2 for at kunne fjerne en gammel varmekedel, der indtil videre befinder sig i de lokaler, som takket været bevilling fra Realdania-Fonden skal indrettes til værksted. Ærgerligt, at vores bestræbelser igennem flere arbejdsdage for at løfte rammen viste sig forgæves. Men yderst glædeligt, at der nu skal indrettes værksted. Dagens opgave var så at få lokomotivrammen ned af løftetårnene og flytte hele herligheden over i nabospor 1. Der kom yderligere lidt udfordringer i vejen, da gulvarealet mellem skinnens yderkant og ydervæggen her er 15 cm smallere, hvilket gør, at løftetårnene her skal opstilles tættere på lokorammen. Det betyder så igen, at vi skal løsne de 38 bolte, der fixerer den nyfremstillede og nymonterede barriereplade under førerhusgulvet. Denne skal fjernes midlertidigt, så rammen kan løftes højt nok til at hjulene kan trilles ind under rammen for montering. Hvis ikke vi fjerner barrierepladen vil denne støde mod tårnenes øverste vandrette tandhjul. Lokomotivrammen står nu sammen med løftetårnene og -bjælker på plads i spor 1. Næste gang den 12.9. vil den så stige til vejrs igen. Og lidt har vi da fået ud af de sidste arbejdsdage: Løftetårnenes mekanik er blevet motioneret og befriet for rust, ligesom vi har fået indkøbt en luftboremaskine, der sammen med en specialfremstillet adapter erstatter de langsommelige håndsving.
 
Mht. hjulene i Aalborg er der kommet klarhed på arbejdets videre forløb. Økonomien er på plads. I øjeblikket venter vi på afsendelse af de 2 nye bandager, der er ved at blive produceret i Tyskland. Aftalen med folkene i Aalborg er, at montering sker umiddelbart efter ankomsten dertil og det er planen, at hjul og lejer og Kraus-Helmholtz boggien forhåbentligt afsendes til Gedser ultimo oktober. Vi glæder os.
Næste arbejdsdag bliver allerede kommende søndag den 12.9.21 og vi har planlagt at have arbejdsdag om søndagen i weekenderne i slutningen af lige uger.
 
Næste opdatering således forhåbentligt allerede om en uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *