Opdateringer

Opdatering 01-05-2022

Kære H783-venner

Der er fart på, for tiden…….

Sidste weekend brugte 2 frivillige hele dagen på at flytte drejebænken til det nye værksted. Den vejer godt til og heldigvis kunne man bruge trolje og kran til en del af opgaven. Dog skulle der rangeres først. Men nu står den på sin plads.
I løbet af ugen brugte 3 mand en hel eftermiddag på at pille en boltreol med indhold (!!!) ned i København og fik den fragtet til Gedser, hvor den er i gang med at blive sat op.

I dag var der så “almindelig” arbejdsdag, hvor 4 frivillige var mødt op. Afrensning, grunding og maling af bremsestænger blev fortsat med det resultat, at samtlige bremsestænger nu er afrenset og grundet. Halvdelen har allerede fået sort farve men skal nok have et lag mere næste gang. Den ene bremsetravers viste sig efter afrensning at stamme fra H793 og en anden bremsestang stammer fra H789, så H783 bliver en samling af egne og andre lokomotivers dele. Og vi må ikke glemme den nu overståede store indsats med at få justeringsgevindene løsnet. Til sidst påbegyndtes afrensning af de i alt 7 (vi mangler stadig én enkelt) bremsetraverser. Den første er nu afrenset og grundet.

Som i måske husker, så mangler den ene overkasse til tenderen et hvidmetalleje. Vi er i fuld gang med at forberede støbningen af dette leje under kyndig anvisning af Jørgen. Der er for en mindre formue indkøbt Frederik VIII metal, som lejet består af. Vi har købt rigeligt, så der også er til at støbe stanglejer senere.

Jørgen havde instrueret Martin om på skolen at fremstille en dobbeltvægget spand, som hvidmetallet skal smeltes i. Denne opgave har Martin løst til bravour og ovenikøbet har han også fremstillet dele der skal udgøre den støbeform, der skal slutte tæt ind i akselkasseoverdelen, så lejet kan støbes på sin plads. Dagen blev også brugt til at tilpasse diverse dele, så de passer næsten perfekt og tætner, så det 320 grader varme og flydende Frederik VIII metal ikke kan “løbe væk”. Den sidste tætning kommer til at bestå af fedtbånd og varmefast silikone.

Næste gang, Jørgen kommer forbi, vil lejet blive støbt og efter planen taget med i kælderen i Næstved for videre forarbejdning. Vi glæder os allerede til det nye leje (og de 7 andre) skal fintilpasses ved skrabning.

Mere herom senere – i mellemtiden har vi flere bremsedele der skal afrenses og males. Men vi er mere en halvvejs……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *