Opdateringer

Opdatering 06-08-2022

Kære H783-venner

Grundet ferie og “væren mellem 2 jobs” (starter i DSB Fjern- og Regionaltog den 22.8.22) var der arbejdsdag igen i Gedser i dag. Martin og jeg kunne kun i dag og måtte så undvære Jonas, der kun kunne i morgen. Men glæden var stor, da holdet fik besøg af Mathias, Mads og Charlie.

Sidstnævnte er gode bekendte, der dukker op i ny og næ. Deres plan var at få gjort Gedser Remises “Sukkertraktor” køreklar – primært med at få serviceret motoren og få denne startet. Det projekt stoppede dog brat, da der i remisen ikke forefindes et kar, der kan opfange de ca 60 liter motorolie, der skal skiftes. I stedet var d’herrer en stor hjælp med dagens andre opgaver:

Vi fik som bekendt af Stark sponseret 5 tons sandblæsningssand, der skal opbevares i graven under en af Gedser Remises vogne. Sidste weekend kunne det ikke lade sig gøre grundet reparation af drejeskiven – det kunne det så i dag. Det medførte flytning af troljer, rangering af vogne m.v. og efter 3 timer (!!!) var sandet i graven.

Forinden havde vi malet set sidste hængeparti af bremsedele – lokomotivets bremsehængere – på bagsiden, så de kunne tørre lidt under ragersceancen. Bagefter blev de hængt op på deres endelige pladser og fik malet de resterende 3 sider. Forinden var bøsninger og ophæng afrenset for maling, som de fik på sig dengang rammen blev malet, samt smurt ind i smørefedt. Næste gang – når malingen er helt tør – vil møtrikkerne blive spændt og forsynet med splitter – så skal de ikke af mere…… før næste revision.

Et sidste kuriosum med indhuggede numre: Den medarbejder, der har hugget lokomotivets nummer ind i bremshænger V2 har enten stammet eller også var han ikke tilfreds: Nu står der 7883 🙂

 

Selvom vi havde planlagt meget mere montering end vi nåede, så er det dejligt omsider at være i gang med at kunne montere de dele, vi har været så længe om at renovere, afrense og male.

Vi troede, vi sidste gang havarerede da Martin og jeg skrabede hver vores leje. Men da vi nu havde chancen og 3 erfarne dampfolk i huset, så fik vi d’herrer Mathias, Mads og Charlie til at se på lejerne. Vores arbejde var slet ikke så tosset. På med mærkefarve igen og rokke med lejerne på sølerne: Der skulle kun 2 efterbearbejdninger med skraberen til, før gæsterne var tilfredse. Dejligt. Men vi vil også om 14 dage lige høre Jørgen, om han er tilfreds. Han er – som bekendt – primus motor på lejeprojektet.

Ellers har vi lige måttet “udforske” bænkesliberen på værkstedet. Vi kommer til at montere ny stålbørste til afrensning af nogle stumper til montering af bremsesko, samt fjederblik og –plader. Der er taget mål til stålbørsten, der lige skal indkøbes 😉

 

Tilsidst vil jeg her gerne takke for de bidrag fra enkelte af jer, vi har modtaget siden sidste opdatering. Det luner gevaldigt og husk: Alle beløb er velkomne 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.