Opdatering 21-12-2025
31. januar 2026
Kære H783 venner
Det bliver koldere og koldere – også i Gedser. 3-4 grader – dog over frysepunktet. Men det føles koldt, når det samtidigt blæser. Alligevel løb årets næstsidste arbejdsdag af stablen.
Der blev svejst på livet løs på vandkassens dæk – Martin var så effektiv, at svejsearbejdet på 10mm pladerne blev afsluttet. Endda med ekstra dækstreng. Der mangler nu kun kosmetisk slibning af 4 meter svejsning. Det nås næste gang.
Jeg selv fortsatte med låget til mandehullet. Det blev fikseret på sin endelige placering og fik boret 18 huller igennem sig og 10mm pladen under den. Først med 6mm bor – så med 10mm bor. Jeg startede med batteriboremaskinen men kom heldigvis i tanke om, at sættet med magnetboremaskinen også indeholder en borepatron. Som så ofte går det meget nemmere med det rigtige værktøj.
Herefter blev 18 stykker 10mm gevindstang skåret i 30mm’s længde. Vi nåede at sætte 4 stk gevindstænger i hjørnehullerne og svejste dem fast nedefra. Så er hullerne vandtætte og gevindstængerne, der sammen med de kommende yderligere 14 stk kommer til at holde låget på plads.
I mellemtiden kom Thomas forbi med de ”gaver” til maskinen, som han har produceret på sin maskinpark derhjemme: Broncebøsninger til ophæng af 2 bremsehængere, specialbolte til hist og her samt andet godt. Det er en utrolig stor hjælp til projektet, at Thomas knokler på derhjemme. Tak for det.
Men herudover havde han indkøbt pølser, brød og tilbehør, så selvom vores driftbestyrer Peter ikke var der, så sultede vi på ingen måde. Thomas’ hotdogs kan noget, så det blev en slags juleafslutning på en anden måde – værd at prøve igen.
Jeg har tidligere antydet, at vi i 2026 sår for en del udgifter – bl.a. til sandblæsning og maling af tenderkassen, løft af denne ”af og på”, afdrejning af forløberens søler osv. Vi søger naturligvis fonde, men har ikke været så heldig med bevillinger på det seneste. Så jeg vil komme med min lille bøn igen: Vil du betænke H783-projektet med økonomisk støtte, så er der endda mulighed for skattefradrag for gaven. Måden det kan opnås på er vist øverst på H783-siden. Alternativt kan QR-koden i billederne scannes – så skulle kontonumre fremgå af opslaget.
Med disse ord vil holdet bag H783-projektet ønske jer en godt jul – nytår venter vi lige lidt med, da vi regner med at melde os én gang til i år. Fotoet af tenderen til H783 viser, at den bliver mere og mere klar: Den er stadig indtil videre ikke særlig pæn at se på (det ændrer sig i det nye år), men den er mere og mere sund og klar.
Forrige
Opdatering 06-12-2025
Nyere