Opdateringer

Opdatering 14-08-2022

Kære H783-venner

På trods af næsten ulidelige temperaturer på omkring 30 grader skal vi jo videre. 3 mand på arbejde i dag der udover lidt hjælp til den strækningsansvarlige med rangering bød på en hel del tidskrævende og mindre spændende opgaver. Men dagen bød også på lidt monteringsarbejde, som vi efter renovering af dele tørster efter.

Vi havde et hængeparti med montering af lokomotivet forreste bremsehængere. Disse består af hver 3 dele der muliggør, at bremseklodsen følger forreste kobbelaksels sideværts udsving. Efter malingen har tørret en uge var det i dag tid til at samle de to og montere dem. Til renovering af de i alt 4 stk specialbolte havde vi medbragt en ny stålbørste til bænkesliberen og efter afrensning af boltene var montagen som en leg. De forreste bremsehængere er på tegningen markeret med rød pil øverst til højre.

Samme stålbørste havde det lidt hårdt i dag, idet både gevindene på fjederstifterne til tenderen (dem, som skaber forbindelse mellem tenderrammen og de 8 fjedre) blev afrenset grundigt. Fjederblik og fjederblade fik samme behandling og ser efter afrensning ud som nye. De skal nok også have en gang gunder og maling – men det bliver først næste gang.

Ellers har jeg lovet, at vi havde afrenset og malet alle bremsestænger, -hængere og –traverser. En sandhed med modifikationer. På tegningen ses nederst udfor de 2 røde pile bremsestængerne, der nærmest diagonalt går hen over og under 2. aksels bremsetravers. De er nærmest udført i fladjern og det er nok derfor, vi først ikke havde identificeret som bremsestænger. Nåh – men alle 4 fik lige en tur med sandblæseren og grundet. Skal hilse at sige, at der selv på kort tid kan blive meget varmt i en beskyttelsesdragt ……

Nederst på vedhæftede tegning kan i også se anordningen af lokomotivets bremsestænger. Stængerne trækker ikke direkte i bremsetraverserne, men i nogle nærmest trekantede jernstykker, der er fastgjort i bremsetraversen. Disse forbindelser udgøres af splitbolte, som den ellers stod på at finde frem. I får et foto med indholdet af én af mange kasser indeholdende splitbolte. Et andet foto viser “høsten” af passende splitbolte til disse forbindelser. Naturligvis får de også en tur med stålbørsten, inden vi forhåbentligt næste gang fastgør omtalte trekantstykke til deres respektive bremsetraverser. Så er de da på deres fremtidige plads.

Et lille kuriosum: En af de frivillige i Roskilde har været meget nøjagtig med opmærkning af dele, som han har demonteret. Vi skylder ham en STOR tak for denne grundighed og kunne i dag ønske os, at flere frivillige havde været så fremsynede 🙂

 

Som det ses, bruger vi en del tid på mindre spændende – men absolut nødvendige ting. Fremdriften er der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *