Opdatering 31-10-2021
Kære H783-venner
Det går stærkt for tiden………. Grundet min efterårsferie havde jeg fri denne weekend og kunne lokke Martin Kjær med til Gedser. Jeg ved ikke, om det er fordi Martin først for nyligt har sluttet sig til kredsen af frivillige, at han er så entusiastisk….. Men det er også ligemeget: Han skulle ikke lokkes meget for at arbejde igen i dag. Så vi var 2 smede i Gedser i dag.
Først en opdatering omkring de nye 2 bandager: De ligger siden i fredags klar til afhentning i Benndorf i Harzens østlige udkant. Vi har straks instrueret vores vognmand til at hente dem så hurtigt som muligt og forsynet ham med oplysninger om afsender og modtager: Glenn F. Olsen i Aalborg, der bare venter på at montere dem. Med lidt held lander de i Aalborg sidst i kommende uge – og det til en favorabel pris
Sidste gang måtte jeg trætte jer med løft af lokomotivrammen igen – det må jeg også gøre i dag. Men løftet blev afsluttet i dag, så nu kan hjulene trille ind under rammen. Forløberen kan også gøre det samme nu. Vi havde forregnet os og ikke taget højde for, at den skulle kunne trille ind under dampmaskinens cylindre. Det kan den nu. Løft afsluttet – måske der skal en mindre sideværts justering til, når rammen til sin tid skal sænkes over hjulene. I må tage til takke med de teknisk ikke perfekte fotos – men det er, hvad jeg kan byde på.
Og ellers går det også mere end fremad med askekassen. Martin og Peter har tidligere afmonteret de forreste askekasseklapper for at give dem nyt liv. Martin har været flittig (som han plejer at være) og nyfremstillet selve den nederste klap og renoveret ophængene. Vi nåede desværre ikke at montere dem i dag da vi efter løftet koncentreredeos om de midterste 2 klapper. Selvom de er overfladerustne og sad urokkeligt fast bestemte vi os for at de ikke skal nyfremstilles. I stedet prøvede vi at varme ophængene og pludseligt kunne de 2 klapper åbnes og lukkes som ”med søsters hånd”. De er så blevet smurt og gror ikke fast foreløbigt. Især hvis vi giver ophængene lidt olie, hver gang maskinen skal smøres op alligevel. I videoen kan man se, de bevæger sig let – efter opsmøring falder de på plads i lukket stand ved tyngdekraftens hjælp.