Opdateringer

Opdatering 15-01-2022

Kære H783-venner

Som annonceret i tirsdags var der igen arbejdsdag i Gedser. Der var stort fremmøde af frivillige, så der blev både arbejdet på Gedser Remises anordning af forskellige containere udenfor samt sidst – men ikke mindst – på H783.

Opmåling af tenderrammen blev afsluttet i venstre side. Og for at det bliver endnu mere nøjagtigt end med en ledning, så blev der i dag spændt en svejsetråd op ved siden af akselportene med deres endnu monterede akselkassebakker. Jørgen opdaterede sine målinger og så blev 5 stk bakker i venstre side afmonteret. De er efter arbejdsdagen ankommet til Sydsjælland for nærmere bearbejdning på den der tilstedeværende CNC-fræser. De 3 tilbageværende bakker kunne justeres til deres endelige position på stedet. Bakkerne er lovet tilbage på næste arbejdsdag og vil da også indtage deres endelige pladser i bearbejdet stand. Vi glæder os utroligt over udførelsen af dette arbejde, der kræver stor præcision.

H2’erne (H783-H788) havde et ikke særligt godt rygte hos personalet og var stemplet som storforbrugere af kul og vand. Med opmåling af tenderrammen og tidligere af lokomotivrammen tilbage i Roskilde-tiden er det ikke utænkeligt, at dette storforbrug kunne have skyldtes unøjagtigheder ifm produktionen af lokomotiverne tilbage i 1941. Om der har været tale om sjusk, sabotage eller noget tredje kan vi ikke udtale os om. Det lader dog til, at Jørgens nøjagtige opsætning af undervognene vil afhjælpe noget af storforbruget. Vi får se………

Vi mangler stadig at få nittet 2 nitter til ophæng af bremseanordningen på tenderrammen. Lejligheden til at slå disse var tilstede i dag. Dog måtte vi efter forberedelser hertil sande, at den tidligere lånte tryklufthammer er leveret tilbage og vores egen indkøbte er stadig på vej. Sådan går det, når man ikke har det fulde overblik: Forberedelserne var forgæves. Vi brugte dog anledningen til at rykke for transporten af den nye lufthammer, så nitterne kan komme på plads hurtigst muligt.

Ellers gik resten af dagen med adskillelse af bremsetøjet til lokomotivet. Det har ikke været adskilt i over 50 år og splitter og splitbolte sidder urokkeligt fast. Som det fremgår af nogle af billederne måtte der også varme til, for at nogle genstridige splitbolte omsider ville forlade deres pladser. Men ud kom de og der er nu ”kun” 6 stykker tilbage, der skal overtales næste gang. Det ærgerlige er, at disse arbejder tog noget længere tid end ønsket, så vi nåede ikke at begynde på sandblæsning og grunding af nogle af bremsedelene i dag. Men der kommer snart atter en arbejdsdag…….

I vil også se, at 4 af bremsestængerne, der er monteret på traversen, er skåret over. Det skete i al hast, da H783 i 2003 blev flyttet fra sin sporramme foran Lokomotivværkstedet på Centralværkstedet i København. Hjælpevogne bistod med flytningen, der indebar et løft over på spor med netforbindelse. Og da splitbolte m.v. allerede for 19 år siden ikke sådan lige var at demontere, blev det besluttet at skære stængerne over. Et lille kuriosum: Den ene af excentrikerstængerne ville heller ikke forlade sin post – der måtte også varme til at hjælpe den.

Fortsættelse følger …….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *