Opdateringer

Opdatering 27-03-2022

Kære H783-venner

i går den 26.3.22 var der arbejdsdag igen – for 4. weekend i træk. Jeg har skiftet arbejde og er nu lokomotivfører i Lokaltog. Den nødvendige Litrauddannelse har gjort, at jeg har haft nogle ekstra friweekender. Nu er al teorien bestået og der mangler 15 køredage med kørelærer, før jeg bliver sluppet løs på de nordsjællandske strækninger for mig selv. Det betyder, at jeg igen kun har fri hver anden weekend og min mødefrekvens i Gedser kommer til at gå tilbage til kun at kunne møde op hver 2. weekend. Forhåbentligt finder de andre frivillige ud af også at arrangere arbejdsdage, hvor jeg ikke har mulighed for at deltage.

Dagen i går stod på oprydning i spor 1 efter den store sandblæsningssceance med tenderhjulene. Det tager tid at fjerne en del sand, så der igen er pænt og rent. Jeg kan godt mærke i dag, at jeg ikke bruger mine rygmuskler jævnligt 😊
 

Alle 3 tenderaksler har nu fået sort maling af typen Esbjerg Maskinemalje RAL9005. Den sidst blæste mangler bare lige 2. lag og så er akslerne klar til at få tilpasset lejer.

Peder har i ugens løb været så venlig at skille sandblæsetøndens bundventil ad og give den lidt ”kærlighed”. Ventilen blev monteret igen i går. Desværre var der stadig problemer med manglende ydeevne. Godt man har en erfaren smed i truppen af frivillige: Problemet viste sig at bestå i, at slangen var stoppet…… Og det var den blevet, fordi vi som forsøg prøvede at genbruge 1 skovlfuld sand, som vi fylde i tønden. Noget af skidtet, der sad på hjulene, var således kommet ned i tønden og stoppede slangen. Efter gennemgangen var retableret fungerer sandblæseren nu igen upåklageligt.

Vi har tidligere adskilt det meste af bremsetøjet til både tender og lokomotiv – sidstnævntes mangler dog stadig at få adskilt nogle fittings på bremsehængerne. Og så er der 4 bremsestænger, der kan justeres i længden med en gevindanordning. Møtrikkerne her sidder fast – der forestår ”lidt” arbejde endnu med at skille dette ad også.

Resten af arbejdsdagen blev brugt på at rette enkelte bremsestænger op, så de igen er helt lige. ”Kroningen” på dagens arbejde var sandblæsning og grunding af de 2 første bremsestænger. Og igen dukkede der en overraskelse op: Lokomotivets bremsestang V2 viser sig at stamme fra H798 – en H1-maskine, hvis ene bremsestang er havnet på vores H2 – 783 😉 De 2 første bremsestænger er nu grundet og således mangler de nu ”kun” 13 stk. samt bremsetraverser og fittings. Der er nok at tage fat på……..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.