Opdateringer

Opdatering 06-07-2022

Kære H783-venner

Det er sommer – for nogles vedkommende sommerferie. Men det betyder ikke, at arbejdet på H783 ligger stille. Tværtimod – der arbejdes på adskillige fronter.

Den 3.7.22 var der arbejdsdag i Gedser. Jørgen, Morten og flere har igen været i gang med at renovere lejerne til tenderen og arbejdede i adskillige timer.

Peter fortsatte med at sortere den uanede mængde bolte, vi har fået forærende sammen med en dertil hørende reol.

Martin brugte en hel dag på – igen – at gennemgå reservedele. Vi mangler at finde diverse møtrikker og fittings til affjedringen på tenderen. Desværre uden resultat – og følelsen af at have brugt en hel dag uden at opnå et resultat misunder jeg ham ikke.

Forklaring på delene: Nu er det om at holde tungen lige i munden: jeg har lagt en tegning op fra bogen Damplokomotivet og dets betjening og nummereringen i det følgende refererer til figur 264 fra bogen.

Planen er at måle gevindtype på fjederhængerne (1) og så fremstille møtrikkerne (2) selv. De fittings, der er tale om er fjederskiver (4), der lægges ovenpå fjedrenes ender. Disse er der formodentligt nok af. Formodentligt, fordi Martin i sin iver glemte at tælle, hvor mange der er. Og så er der også usikkerhed om, hvorvidt vi har alle fjederblikkene (3), der ligger ovenpå fjederskiverne (4) og muliggør en bevægelse, når fjedringen er aktiv.

Jeg selv har ikke haft mulighed for at deltage – og får det heller ikke næste gang. Ifm dødsfald i den nærmeste familie skal der tømmes en lejlighed – og det arbejde fortsætter næste gang. Martin nåede desværre ikke at få taget billeder af dagens fremskridt.

Dagens glædelige nyhed kommer fra Jonas Schmidt Hansen i Aalborg. Efter at lokomotivets bandager skulle være “næsten klar” til montering, så er de sidste gamle bandager nu afmonteret: Dem der sad på den sidste tenderaksel, som var påbegyndt afdrejning, og som var kommet under mindstemål. Fælgene skal lige “kysses” på drejebænken og så er jeg overbevist om, at der snart kommer billeder fra det snarligt forestående “bandagemonteringsorgie”. Vi sætter vores lid til Jonas og folkene i Aalborg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *