Opdateringer

Opdatering 15-07-2023

Kære H783-venner

Dejligt vejr i Gedser i dag med tørvejr, ingen vind og temperaturer på den gode side af 20 grader. Igen havde et hold frivillige lagt planer, som næsten alle blev ført ud i livet.

Thomas er ”ude i byen” i gang med at dreje de splitbolte, vi mangler til tenderens og lokomotivets bremsetøj. Vores egen drejebænk skal vi ”bare lige” skaffe nogle gammeldags stumper til, før den kan bruges til opgaven. Henning er mand for det – som så mange gange før.

Thomas’ produktion går så godt, så han havde udbedt sig at vi skar noget emnestål ud i ønskede længder. Det var Jonas mand for og delene ligger nu klar til afhentning til videre forarbejdning.

Martin skrabede leje i starten, men blev enig med sig selv og os andre om, at det heller ikke blev færdigt i dag. Jeg tror, der skal komme kvalificeret input fra Jørgen og Morten, næste gang de kommer og giver et nap med.

Jeg selv gik i gang med at tilpasse delene til det andet trin, der sidder i tenderkassen og som var tæret igennem. Begge gennemtærede trin rager ind i selve vandkassen og det må være vandets påvirkning, der har ladet netop disse trin tære igennem. De resterende 6 trin har ikke kontakt til vand på bagsiden – de rager ind i de 5 forskellige skabe, der er adgang til fra tenderens forvæg. Placeringen af disse skabe kan ses på vedhæftede Frichs-tegning. Delene blev tilpasset perfekt – men vi ville ud i det gode vejr og lave en status på tenderkassen i stedet for at svejse trinet færdigt.

Tenderkassen ser herrens ud. Tilbage i Roskilde-tiden blev den delvist rustbanket og fremstår nu i en tilstand med …… ”patina”. Det er dog ikke det store problem, idet vi påtænker at gøre brug af ”Maler-Finn”’s tjenester med sandblæsning og lakering. Men før det kommer på tale, skal der lige laves ”lidt” pladearbejde først.

Tenderen indeholder både vandkasse og kulkasse. Kulkassen er egentlig i god stand – ingen gennemtæring og det er udelukkende kulbakken (der hvor fyrbøderen tager kullene med skovlen), der grundet gennemtæring skal fornyes. Lidt kosmetisk arbejde i forbindelse med gribelisten i toppen skal der til og der skal fremstilles en ny beskyttelsesplade, som kullene glider ned ad. Denne beskyttelsesplade skal ”tage skraldet” med det aggressive kulstøv og ligger ovenpå vandkassens top, der her er anbragt faldende mod kulbakken.

Vi tilbragte 3 mand i omkring vandkassen og skabene på forsiden. Overalt lå der et lag op til flere centimeters rustskaller – primært fra toppen men også fra siden og bunden. Disse blev fejet op og skovlet ud – sammen med de adkillige rustflager fra bundpladen, der lige måtte bankes op med en hammer. Heldigvis var disse ikke særligt tykke og de prøveboringer, der er foretaget tilbage i 2010, viser stadig der ikke er under 5,5mm plade tilbage.

Nederst i vandkassen er der i alt 5 tværafstivninger i form af T-jern, der er påsvejst bundpladen med toppen nedad. T’ets ”ben” peger så opad og er i toppen påsvejst en 20cm bred plade i samme 7mm’s dimension. Bunden af af disse plader er så gennemtæret, at samtlige nederste ”antiskvulpeplader” skal skiftes. Arbejdet ser umiddelbart let ud og vi er i gang med at skaffe de plader, der skal til.

Det så også slemt ud i de to skabe i fyrbødersiden – både ”klædeskabet og ”madskabet”. Træbeklædning var ikke længere meget værd, så den blev fjernet. Herefter kom der også her masser af rustskaller til syne – også disse befinder sig nu et andet sted.

De kommende arbejdsdage vil de 3 skabe i lokomotivførersiden blive renset for råddent træ og rustskaller og vi vil skære de rustne gamle antiskvulpplader væk og erstatte dem med nyt gods.

Når disse er på plads regner vi ikke med, der skal laves mere inde i selve vandkassen. Så mangler vi til den tid ”kun” at fornye toppen, lave et lidt større 😊 mandehul, bygge nye vandpåfyldningsklapper med rammer m.v. Herefter så sandblæsning, maling og løft over på tenderrammen. Den tid, den glæde.

I vil måske undre jer over, vi sådan springer frem og tilbage mellem de forskellige komponenter. Men for at holde arbejdet i gang er dette nødvendigt. Ventetiden på hjulene skal udnyttes effektivt.

Vi er på vej – mere end nogensinde før……..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *