Opdateringer

Opdatering 29-07-2023

Kære H783-venner

Igen en arbejdsdag i sommerligt vejr – i dag overskyet men tørt.

Igen en arbejdsdag, der ikke gik helt som planlagt. Men hvad gør det, når de fremmødte frivillige er enige om det der skal laves og ”det” er noget, der alligevel skal laves i nær fremtid. Husk på: Vi venter stadig på hjulene (mere herom nedenfor) og udfylder ventetiden med at lave ting, der alligevel står for tur i nær fremtid.

Der blev IKKE skrabet leje i dag og vi nåede heller ikke at svejse fodtrinet i vandkassen. Begge ting venter til næste gang. I stedet kastede vi os over de 2 arrangementer med fodtrin, der sidder i hver side på tenderrammen ud for trækkassen. Når disse er monteret fører de op på førerpladsen på lokomotivet, der rækker ud over tenderrammens trækkasse. Jeg vedhæfter foto over placering af trinene i venstre side fra dengang, det hele blev skilt ad – samt Frichs tegning over arrangementet der viser, at der er mere end bare trin, det drejer sig om.

De gamle trin var rustne og kunne ikke genbruges. To frivillige i Roskilde nyfremstillede dengang både trin og konstollernes mange dele. Desværre er disse ikke nittet sammen til en enhed endnu. Oprindeligt var det vores plan, at genbruge de gamle konstoller og ”bare” nitte de nye trin på. Desværre passede de nye trins huller ikke sammen med hullerne i de gamle konsoller. Ergo besluttede vi os til at bruge alle de nyfremstillede dele – hvilket medfører et mereforbrug af de nitter i ø13, som vi havde bestilt i England for 4 år siden – inden Brexit. Desværre har Brexit gjort en genbestilling af flere nitter til et økonomisk utopi, hvorfor vi vil høre vores venner i andre klubber, om de kan hjælpe. Både med levering af 40 stk nitter og måske også med at nitte delene sammen til en enhed. Vi håber ……..

To andre hængepartier var lokomotivets bremseaksel og røgkammerbærer. Førstnævnte sidder under førerhuset på lokomotivet og omdanner bremsecylindrenes tryk til træk i bremsestængerne – ligesom på tenderen. Sidstnævnte sidder foran på rammen over midterste cylinder og afstiver kedlens røgkammer, når kedlen engang kommer på rammen. Begge lå beskidte og lidt rustne i graven under lokorammen og vi brugte en del tid på at få dem op af graven, afrense dem grundigt og grundmale begge. De venter nu og tørrer en uge, inden de kan males sort. Røgkammerbæreren vil så blive monteret i en ledig stund og bremseakslen afventer så montage, når hjulene er under rammen.

Apropos hul: I løbet af ugen fik vi nogle fotos af lokomotivets drivaksel, der nu står iført nye bandager og sprængringe. Bandagerne er også afdrejet i provil og afventer nu bare en udvendig let afdrejning, så også disse fremstår metallisk rent. I skrivende stund skulle man i Aalborg være i færd med at påkrympe bandager på den sidste kobbelaksel, så denne som den sidste kan færdiggøres. Dagen, hvor juleaften og fødselsdag falder på samme dag, nærmer sig og vi må nok hellere snart prøve at forberede Toni Larsen på en tur til Aalborg til afhentning.

Mere herom og andre ting senere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *