Opdateringer

Opdatering 10-09-2023

Kære H783-venner
 
En varm sommerdag i Gedser med sol fra en skyfri himmel og 28 grader. Arbejdsdag i en heldigvis lidt koldere remise og en lidt varmere tenderkasse………..
 
Dagens højdepunkt har været længe undervejs: Martin skal have æren for, at vores nystøbte tenderleje er færdigskrabet og – ikke mindst – godkendt af Jørgen. Af vedhæftede foto kan ses, at der over lejets bæreflade på 120 grader er jævnt fordelte markeringer af den mærkefarve, der er afgivet af sølen. Lejet skal også helst bære op til midten af smørehullerne, hvilket fotoet dokumenterer. En ihærdig indsats af Martin, der nu kun mangler at skrabe 14 lejer – 4 til forløberakslen med Kraus-Helmholtz-boggie samt 8 lejer til lokomotivhjulene. En trøst er dog, at vi forhåbentligt kan genbruge samtlige lejer og da disse har kørt på deres respektive søler før, skal der forhåbentligt kun minimal tilpasning til. Vi håber. Og hov…… den opmærksomme læser vil have opdaget en regnefejl – det giver kun 12 lejer.
 
De sidste 2 lejer hører til den tenderaksel, som vennerne i Aalborg har forsynet med nye bandager. Denne aksel venter stadig på færdiggørelse af den sidste aksel til lokomotivet, hvorefter alle hjul vil blive afhentet. Vi håber inderligt, at vennerne i Aalborg snart finder den sidste tid til færdiggørelsen, så vi kan komme videre med projektet: Loko- og tenderrammer på egne hjul 😉
 
Naturligvis blev lejet med over- og underkasse monteret på sin søle – med smørebakke, smørepude, ny trykfjeder til denne samt grafit og masser af smøreolie. Efter monteringen blev herligheden grundet og forberedt til den sorte maling, der afslutter ”kunstværket”.
 
I dag var så dagen, hvor vi for alvor kunne komme i gang med restaurering af tenderkassen. Vi starter indvendig, hvor de 4 bageste skvulpeplader skal udskiftes. Forsynet med vores store vinkelsliber entrerede jeg kassen og opdagede, at der var endnu varmere i tenderkassen end udenfor. Den bageste skvulpeplade blev skåret væk og skærefladen blev slebet og gjort klar til påsvejsning af en ny. Denne er i ordre hos en lollandsk smed, der har lovet at klippe 2 stålplader til de rigtige mål. Vi glæder os, til smeden får lejlighed til at udføre ordren.
 
Og endelig blev vores konsoller og trinene i siden på tenderen læsset og taget med hjem. Det tager lidt tid, når man er øm om sin lakerede kofanger i privatbilen. Vi har fået tilsagn fra en venligtsindet klub om at man vil stille lokaler, værktøj og mandskab til rådighed, når nitterne skal slås. P.t. afventer vi ”hullet i kalenderen”, der gerne skulle opstå her i september måned.
 
Vi fortsætter arbejdet og nærmer os målet med små, men mange skridt………

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *