Opdateringer

Opdatering 25-08-2023

Kære H783-venner
 
Overskyet vejr med 23 grader – lidt lummert. Men stadig okay at arbejde i her dagen inden der kommer en ny beboer til Gedser Remise: SJ S1307.
 
Selvom der har været sommerferie siden sidst har vi ikke holdt nogen arbejdsdag i 14 dage selvom det var planlagt: Martin var kommet til skade på cykel, så der blev holdt ekstraordinært fri.
 
På vej til Gedser kørte vi et smut forbi Jørgen og afhentede oliekassen til tenderleje Venstre 4. Det var blevet afleveret for noget tid siden, så Jørgen kunne tegne den så tegningen kan danne grundlag for nystøbning af en tilsvarende. Det var hyggeligt med en kop kaffe og nogle tricks til Martin om lejeskrab.
 
Ankommet til Gedser genoptog Martin straks skrabning af ”lejet”. Og hvor det tidligere har drillet i mange arbejdsdage, var der i dag et større gennembrud. Rundingerne på siderne af lejet blev rettet til, så lejet ikke hopper mere, når det f.eks. ved gennemkørsel af kurver rammer kanten af sølen: Fint. Der blev skrabet mere, og lejet bærer nu over de ønskede øverste 120 grader. Og så gik den store finskrabningsaktion i gang. Denne skulle gerne munde ud i at lejet bærer overalt, hvor det ligger på sølen. Efter utallige skrabninger, løfte lejet på sølen og tilbage var den der næsten: Der er fine mærkefarve markeringer jævnt fordelt over lejet – lige som det gerne skulle være. Bortset fra et mindre område nederst til venstre. Desværre kunne Martins hænder ikke tåle mere i dag, så den sidste afslutning må afvente næste arbejdsdag.
 
Mens vi venter på ”færdigmelding” af hjulene fra Aalborg har vi jo haft gang i diverse større og mindre projekter, der egentlig først stod for tur senere: F.eks. askekassen har været færdig i noget tid; vi er så småt gået i gang med at renovere tenderkassen; fandt ud af der manglede dele på tenderrammen; er gået i gang med at samle trinene på siden af den – osv.
 
Og således afsluttede vi i dag maling af røgkammerholderen, der blev satop sidste gang. Bøjlerne til at begrænse fjederbalancernes vandring blev malet og monteret.
 
Og til allersidst var der vistnok noget med nogle smørerør, der går fra udvendigt på lokomotivrammen gennem et hul og ned til lejet, som fjederbalancen er monteret i. Røret muliggør smøring af dette leje mens man står ved siden af maskinen. Problem: 2 af de 4 rør var stoppet. Så mens Martin skrabede ordnede jeg lige gennemgang gennem disse rør – trykluft er nu en dejlig ting.
 
Vi planlægger allerede nu næste arbejdsdag, hvor lejet forhåbentligt bliver færdigskrabet. Så skal der monteres akselkasse m.v. ligesom vi skal i gang med at skære rustne plader af tenderkassen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *